GOD KLINISK PRAKSIS
Iflg. RAB-bekendtgørelsen (BEK nr 859 af 13/06/2017) §9 skal en RAB-godkendt forening have regelsæt for god klinisk praksis.
Dette regelsæt er beskrevet i §11 i foreningens vedtægter:
FORENINGENS MEDLEMMER SKAL:
Stk. 1 Udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, herunder gøre brug af midler og metoder, som er forsvarlige, og som den pågældende er kvalificeret til.
Stk. 2 Anbefale patienterne at søge læge mv., hvor dette er indiceret.
Stk. 3 Overholde lovgivningen, herunder afstå fra at fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende.
Stk. 4 Give patienterne saglig og nøgtern information om behandlingen og de forventninger, de kan have hertil.
Stk. 5 Føre optegnelser (journal) over sine behandlinger af den enkelte patient, herunder om indikation og behandling og den information, der er givet. Patienten skal give skriftligt samtykke til, at der føres journal og har til enhver tid ret til at blive gjort bekendt med indholdet af journalen.
Stk. 6 Overholde deres tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om private forhold og andre fortrolige oplysninger, som de gennem deres faglige virksomhed får om deres patienter.
Stk. 7 Have ordnede klinikforhold.
Stk. 8 Løbende vedligeholde og opdatere deres faglige viden i henhold til gældende regler i foreningen.